Forum for lokal genopbygning og udvikling i Kharkiv Oblast støttet af Danmark og UNDP

5. December 2024
a person holding a sign

Kharkiv, Ukraine 2. december 2024 – Kharkiv har været vært for sit første forum om lokal udvikling og genopbygning under overskriften “Kharkiv Platform: Sikkerhed, Sammenhængskraft og Genopretning”. Forummet, der blev organiseret med støtte fra Udenrigsministeriet og UNDP i Ukraine, samlede 80 deltagere fra 6 lokalsamfund i Kharkiv Oblast. Gennem workshops og debatter fik repræsentanter for lokale myndigheder, civilsamfundet, virksomheder, sikkerhedsudbydere og internationale organisationer mulighed for at samarbejde om strategier, der styrker modstandsdygtighed, samhørighed og skaber en fælles vision for en bæredygtig fremtid i deres lokalsamfund. 

Programmet omfattede en række tematiske sessioner, der dækkede emner som lokalsamfunds sikkerhed under krig, udviklingsperspektiver for Kharkiv-regionen og udfordringer og muligheder ved borgerinddragelse i genopretningsprocessen. Særligt var fokus på, hvordan internationale organisationer kan bidrage med globale erfaringer og tilpasse dem til lokale forhold. En interaktiv session gav deltagerne mulighed for i fællesskab at udforme strategiske løsninger, der kan styrke modstandsdygtigheden og den sociale sammenhængskraft i lokalsamfundene. 

Yevhen Ivanov, næstformand for Kharkiv Oblasts militæradministration, fremhævede behovet for en koordineret og velstruktureret indsats for regionens genopretning og udvikling. “Vores mål er at sikre hurtigt og effektivt samarbejde og at skabe et solidt grundlag for konstruktiv dialog og frugtbart samarbejde gennem dette forum,” udtalte Ivanov. “Vi arbejder ikke kun på at udveksle idéer, men også på at styrke vores partnerskaber med internationale aktører.” 

Han understregede, at en af de mest presserende opgaver er at udarbejde fælles initiativer for 2025 og samtidig sikre yderligere finansiering til regionens genopretning. At håndtere de daglige udfordringer, som Kharkiv og resten af regionen står overfor, vil fortsat være en kerneprioritet. 

Jaco Cilliers, UNDP’s landechef i Ukraine, understregede, at genopretningsarbejdet fortsætter, selvom krigen stadig er i gang. Han fremhævede lokalsamfundenes store vilje til ikke blot at vende tilbage til en normal hverdag, men også til aktivt at skabe udvikling. “Denne vilje er blevet en central drivkraft i hele landet,” sagde Cilliers. “Genopretning handler ikke kun om at genopbygge bygninger; det handler om at skabe systemer, der imødekommer menneskelige behov, beskytter rettigheder og frigør potentiale. Den såkaldte ‘build back better’-tilgang giver borgerne mulighed for at deltage aktivt i beslutningsprocesser og gør dem til drivkræfter for forandring. Dette forum skaber en dybere forståelse af, hvad lokalsamfundene har brug for, og baner vejen for at udvikle løsninger, der kan sikre bæredygtig fremgang og udvikling.” 

Baggrund 
Forummet blev arrangeret af Kharkiv Oblasts statsadministration, V. N. Karazin Kharkiv National University og Hjælpekoordineringscentret med støtte fra UNDP i Ukraine samt finansiel støtte den danske regering. 

Pressekontakt 
Yulia Samus, Kommunikationschef, UNDP i Ukraine, yuliia.samus@undp.org  

Camilla Stamp, Kommunikation, UNDP Danmark, camilla.stamp@undp.org